Kendetegnende for specialundervisningen på Spor 1
Når man har motoriske funktionsnedsættelser og specifikke indlæringsvanskeligheder, har man vanskeligheder med modtagelse og bearbejdning af information. Derfor baserer specialundervisningen sig på elevens særlige forudsætninger for læring.
Undervisningsform
- Eleverne modtager klasseundervisning, undervisning i mindre grupper og individuel undervisning.
- Eleverne er fordelt i Yngste-, Mellemste- og Ældstegruppen.
- Der er få elever i hver klasse af hensyn til elevernes muligheder og begrænsninger.
Folkeskolens fagrække
Undervisningen tilrettelægges ud fra folkeskolens fag i forhold til det enkelte barns forudsætninger. Fagrækken inddeles ofte i emner særligt tilrettelagt den enkelte gruppe. Vi har derudover svømning og bevægelse på alle klassetrin.
Kommunikation
I alle klasser gør undervisningen brug af totalkommunikation ud fra princippet om alternativ og supplerende kommunikation. Det kan være: talemaskiner, som nogle elever har som et personligt hjælpemiddel, Bliss, Tegn til Tale, konkreter, fotos og PCS symboler.
Underviseren tager udgangspunkt i:
- Elevens kognitive niveau - d.v.s. elevens evne til at huske og koncentrere sig og elevens brug af sanser.
- Elevens kommunikationsmåder - d.v.s. talesprogets niveau, og elevens udtryksformer, såsom mimik, lyde, tegn og kropssprog.
- Elevens motoriske udvikling, d.v.s. har indsigt i elevens fysiske muligheder og behov. Praksis er, at underviseren understøtter fysio- og ergoterapeuternes arbejde med udvikling af elevens motorik.
- Elevens sociale kompetencer.
Underviseren er meget opmærksom på:
- Elevens tempo
- Behovet for pauser
Primære pædagogikker
- Vores lærere og pædagoger arbejder ikke kun ud fra et pædagogisk princip, men sammensætter et pædagogisk tilbud, som passer det enkelte barn.
- Totalkommunikation er den primære indfaldsvinkel til elevens læring og kompetenceudvikling.
- Undervisningen tilrettelægges ud fra neuropædagogiske principper.
- Undervisningen i Yngstegruppen er desuden inspireret af konduktiv pædagogik.
- Der hentes inspiration fra neuropædagogikken, den systemiske tilgang, den narrative tilgang og udviklingspsykologien.
Normering
Der kan i en undervisningstime være deltagelse af lærere, pædagoger, talepædagog, fysio- og ergoterapeuter og pædagogmedhjælpere. Normeringen afhænger af den enkelte elevs plejebehov og undervisningsniveau.
Nationale tests og folkeskolens afgangsprøve
Efter en individuel vurdering kan eleven fritages for nationale tests, tysk/fransk og deltagelse i folkeskolens afgangsprøver. I stedet for foretages en evaluering af elevens kompetencer og potentialer.